Hvordan ser året egentlig på College i USA egentlig ud for en fodboldspiller?
Livet som student athlete på et amerikansk college er en ganske unik blanding af akademiske udfordringer og sportslig stræben. Hver sæson følger sin egen rytme som former spillernes hverdag og der er stor forskel på tilværelsen hvad end det er forår, sommer, efterår eller vinter.
I denne artikel dykker vi ned i det særlige årshjul, som definerer og udgør en collegefodboldspillernes liv og hverdag.
Foråret: træningskampe, udvikling og en mere balanceret hverdag
- Februar - Maj.
Foråret på college i USA er skræddersyet til udvikling. Det er også en periode, hvor student athletes får mulighed for at opleve en mere balanceret tilgang til det sportslige og akademiske, noget der i højere grad ligner livet som en normal studerende i USA. Dette skyldes primært, at den officielle collegesæson først starter hen imod sensommeren, og at der derfor ikke er ugentlige rejser til forskellige stater. I stedet er der tid til masser af træningspas på banen og i styrkerummet. Disse måneder giver collegetrænerne mulighed for at eksperimentere med holdsammensætning og spillestil, samtidigt med at de enkelte atleter kan bygge på deres fysik – noget som altid har været en prioritet og et vigtigt område i amerikansk sport. Samtidig har du også mere tid til dine studier og skal ikke i samme grad indhente det forsømte på grund af kampe og andre atletiske forpligtelser.
Selvom der ikke spilles officielle kampe i løbet af foråret, vil du deltage i et væld af træningskampe imod hold, som du normalt ikke ville møde i din collegerække. Et godt eksempel er vores klient, Lucas Christensen, som til dagligt spiller og studerer på Florida International University – de skal i løbet af deres forårssæson spille imod Lionel Messis Inter Miami CF.
Et andet eksempel er vores klient, Nikolai Røjel, som for nylig skiftede fra Wofford College til UCLA. I forårets træningskampe skal de blandt andet møde Los Angeles FC.
Sommeren: Off-season eller Summer League?
- Maj - August.
Sommerperioden er først og fremmest tid til ferie. Skolerne og campusserne er lukkede frem til august, og de forskellige student athletes har typisk to muligheder: Enten at rejse hjem og holde ferie med familie og venner eller blive en del af et Summer League-hold og spille i en officiel turnering i USA hen over sommeren. Mange collegespillere vælger muligheden for at deltage i Summer League, da det er en fremragende chance for at vedligeholde deres udvikling – og for de rigtig dygtige spillere – en mulighed for at blive spottet af hold fra USL eller MLS. Disse ligaer følger ofte med i turneringerne, da det næsten er blevet en tradition, at ambitiøse og talentfulde collegespillere spiller i Summer Leagues i deres skoleferie.
Et eksempel er vores klient, Jonas Lyshøj, som til dagligt spiller og studerer hos Bryant University i NCAA Division 1. Sidste sommer blev han i USA og spillede for Peoria City S, som konkurrerer i USL 2.
Efteråret: Officiel sæsonstart og jagten på det nationale mesterskab
- August - December.
Efter sommeren møder student athletes ind på campus et par uger før de øvrige studerende. Hvorfor? Fordi de første uger af efteråret – og det splinternye collegeår – starter med den legendariske amerikanske preseason. To uger med et flertal af træningspas, både på banen og i styrkerummet, hver eneste dag. For de nye elever (freshmen) kan det være en kold spand vand i hovedet, en chokoplevelse både mentalt og fysisk, men det er fantastisk og afgørende for at være klar til den højintense collegesæson, som på sit mest intense har op til tre turneringskampe om ugen.
I efteråret vil dit primære fokus og størstedelen af din energi ligge i din sport. Når du ikke spiller kamp, restituerer du og forbereder dig på den næste kamp. Når du ikke spiller kamp eller restituerer, er du sandsynligvis på vej med bus eller fly til en udebanekamp. Det kræver noget ekstra af dig at jonglere den højintense sæson med dine studier. Det er en del af oplevelsen, og det er det, som gør dig bedre – både som menneske og som atlet.
Når sæsonen er i gang, og kampene er i fuld sving, spiller man først og fremmest det, der kaldes Conference Games. Med andre ord, du spiller mod hold fra din geografiske region og kæmper om at kvalificere jer videre til playoffs, hvor de bedste hold fra de omkringliggende regioner mødes. Herfra kvalificerer de sig til den mest prestigefyldte turnering i collegegamet: Det nationale mesterskab – også kaldet The College Cup.
Her samles de bedste hold i landet i starten af december for at dyste om at kunne kalde sig nationale mestre.
Vinteren: Sæsonafslutning, eksaminer og juleferie
- December - Februar
Efter at sæsonen er kulmineret med de nationale mesterskaber i de første uger af december, ser man frem mod juleferien og en tiltrængt pause fra den højintense efterårssæson, som tager et utal af kræfter – både fysisk, men også mentalt, i forhold til at jonglere sine akademiske forpligtelser med målet om at komme så langt som muligt i de nationale mesterskaber.
Inden man kan holde endegyldig juleferie, står den dog på eksaminer, inden semesteret kan afsluttes og bøgerne kan lukkes i. De fleste internationale student-athletes rejser hjem til deres respektive lande og holder jul eller tilsvarende med venner og familie, inden det nye semester starter i februar.